tirsdag den 5. december 2006

Skulle det være antropologi

Næsten midnat. Uh, uh. Op i morgen tidlig og igang med endnu en dag, hvor jeg skal arbejde med kommunikationi Region Midtjylland.
Kommunikation - hvad er nu det? Tja, konkret for mig handler det lige nu om at lave en hjemmeside for regionen. Men det handler også om at holde en samtale igang med rigtig mange mennesker om det arbejde, regionen udfører, med det formål for øje, at vi alle har en fornemmelse af, at arbejde i nogenlunde samme retning. Og hvis vi er uenige om retningen, at vi så fortsætter samtalen om uenigheden fremfor at surmule i hver vores krog eller bare gå i hver sin retning, uden at vi i øvrigt gider fortælle hinanden om det.
I sådan en stor organisation bliver der taget en masse beslutninger, og jeg ser det så som min opgave ikke kun at fortælle om beslutningerne, når de er taget, men allerhelst fortælle om dem, mens der stadig er rum til samtalen.
Jeg er kun en måned gammel i jobbet, mens min MSA efterhånden har halvandet år på bagen og higer efter at blive brugt. Så derfor kan jeg godt spørge mig selv ind i mellem - hvad i hhh har mit kommunikationsarbejde med sundhedsantropologi at beskaffe.
Nogle gange er svaret et lille - ikke noget lige nu. Andre gange synes jeg, at jeg ser lyset: Jo, da. Antropologien er der hele tiden. For er grundantagelsen i antropologien ikke, at mennesker altid har en grund til at gøre, som de gør. Og det interessante er at finde ud af, hvordan bier tænker - og handler, og det er jo netop det, jeg har mulighed for, hvis jeg holder samtalen igang.
Men særlig hardcore antropolgoisk er det jo ikke. Det kan jeg godt se. Så derfor er svaret også det lille - "ikke noget" med den håbefulde efterklang: "lige nu".

1 kommentar:

MSA Forum sagde ...

Jeg vil lige kommentere på det første indlæg. Blot for at se, at det kan lade sig gøre.
Nu - her et par dage efter jeg skrev det første, synes jeg, det er lidt ukonkret.
Det som optager mig på arbejdet er blandt andet et oplæg om borgerinddragelse, som jeg arbejder på. Og bare ordet: borgerinddragelse - det er jo helt forkert, hvis Region Midtjylland virkelig ønsker at indgå i en ligeværdig samtale med borgerne. Det lyder som det samme af empowerment: I begge ord ligger der, at der er nogen der inddrager nogen andre - eller giver dem magt - fordi de ikke har magten fra begyndelsen. Men det er jo ikke tilfældet. Situationen for Region Midt er, at samtalen allerede er igang. Folk er dybt optaget af, og har mange meninger om sundhedsvæsen, sociale institutioner, mulighederne for arbejde i deres nærområde og muligheden for transport. Regionen skal bare være glad, hvis den kan få lov at blive en del af den samtale.
Alligevel tænker man - også jeg - refleksagtigt, som om det er regionen der skal inddrage borgerne.